Vægttabsbehandling med Wegovy og Mounjaro
Ved Lægerne Bjerregårdsvej tilbyder vi medicinsk behandling af overvægt med Wegovy eller Mounjaro.
Medicinsk vægttabsbehandling er et supplement til kost og fysisk aktivitet og kræver løbende opfølgning og vurdering af effekt, bivirkninger og trivsel. Behandlingen opstartes efter en konkret lægefaglig vurdering.
Behandling kan komme på tale ved:
BMI ≥ 30
BMI ≥ 27 og < 30, hvis der samtidig er mindst én vægtrelateret sygdom eller tilstand, fx type 2-diabetes, forhøjet blodtryk, søvnapnø eller anden vægtrelateret sygdom.
Det er ikke alle, der opfylder disse kriterier, som skal have medicinsk behandling. Der foretages derfor altid en individuel lægefaglig vurdering.

Før opstart
Hvis du ønsker at starte behandling med Wegovy eller Mounjaro, skal du bestille en tid i klinikken.
Ved konsultationen vurderes det, om medicinsk vægttabsbehandling er relevant for dig, herunder om du opfylder kriterierne for behandling.
Tid til opstartskonsultation bestilles hos sekretæren.

Opfølgning, spørgsmål og receptfornyelse
Når du er startet i behandling, foregår den løbende opfølgning som udgangspunkt som videokonsultation.
Videokonsultationerne ligger:
Tirsdag kl. 7.30-8.00 Tina
Torsdag kl. 7.30-8.00 Anja


Du vælger selv, hvilken sygeplejerske du ønsker at følge op hos.
Når du er i et fast behandlingsforløb, behøver du ikke bestille en ny tid hver måned. Efter hver videokonsultation aftaler du med sygeplejersken, hvornår næste opfølgning skal foregå.
Videokonsultationen foregår via Min Læge-appen. Du skal blot være klar til video på det aftalte tidspunkt og skrive Wegovy eller Mounjaro i emnefeltet.
Blodprøver og undersøgelser, som kræver fysisk fremmøde, foregår fortsat i klinikken.

Hvad tilbyder vi ikke?
Vi tilbyder ikke individuel kost- eller træningsvejledning som en del af behandlingen.
Vi kan dog vejlede om relevante tilbud, herunder:
Livsstilscenter Brædstrup
kommunale sundheds- og livsstilstilbud, som varierer fra kommune til kommune.